Jeg var ude af stand til at skrive noget begavet i går, eller bare sammenhængende. Det er det tætteste jeg har set AGF være på at levere end decideret magtdemonstration.
De to halvege var selvsagt meget forskellige: I første halveg var vi nærmest sådan lidt bølleagtige overfor AaB. Det vi udsatte dem for, tangerede mobning. De blev simpelthen kørt ud på røv og albuer og lignede ikke et fodboldhold, og da slet ikke et superligahold.
Anden halveg blev mere lige, tilsyneladende. AaB havde bolden mest og lignede da også et fodboldhold igen.
Men en skudstatistik*, der hedder 18/8 for AGF og 6/1 for AaB (skud/inden for rammen) taler et tydeligt sprog om en kamp, hvor det ene hold havde klasse til at være farlige, og det andet hold ikke var meget farligere end et glas dovent øl.
AaB havde bolden mest*, især i anden halveg. Men det viser bare at vi i går genfandt vores evne, til at dominere en kamp uden bold.
På en måde er det lidt træls at gå på juleferie nu, jeg sidder med en fornemmelse af, at holdet lige er begyndt at klikke. Et vildt udsagn fra en fan, hvis hold har tibragt én spillerunde uden for top 6 i dette efterår, men ellers ikke har været i den sjovet ende af tabellen i 20 år...

Ikke desto mindre er det sådan jeg har det - vi har humpet os igennem efteråret på fight, vilje og Patrick Mortensen. Spillet har ikke været prangende ret tit - men hvis det vi så i går, var et forvarsel om, hvad der venter i foråret, så er det en modig mand, der afskriver AGF til nogen form for medalje eller trofæ...
*Kilde:
https://www.superliga.dk/kamp/2020-2021/december/agf-aab