Som jeg ser det, så er David Nielsen faktisk rigtig god til at slå andre holds spil i stykker, og kapitalisere på det.
Men han er ikke så god til at skabe noget, som kan penetrere andre klubbers lave forsvar.
Det opdagede BIF og AaB først af de større hold i bronzesæsonen, hvor AGF gik igennem grundspillet uden at tabe en eneste kamp mod OB, AaB, BIF, FCN. Vi vandt ikke en eneste af kampene mod Hobro, Lyngby eller SIF som lå i bunden til gengæld.
Da medaljespillet startede, så gjorde BIF for første gang i min levetid mod os det, at de stillede sig helt ned, ofrede deres egen offensiv, og lod os skabe spillet. Det kunne vi ikke, og kampen sluttede 0-0 uden nogen af holdene rigtig fik skabt noget (sounds familiar?). AaB gjorde det samme, mens FCN, FCM og FCK fortsatte med at spille deres eget koncept, og ikke gøre sig indrømmelser imod os. Derfor vandt AGF over dem.
Sæsonen efter i 2020 efterår spillede kun FCM deres eget spil, mens selv FCK ændrede deres spil mod os, og stod langt mere kompakt.
Her havde vi omlagt vores spil til at være mere effektivt til at penetrere lavere forsvar, men havde ikke kvalitet nok til at gøre det imod de bedste hold. Men vi vandt jo alle kampene mod Horsens og Lyngby. Så altså en omvendt verden, som stadig efterlod AGF i top 4, men bare uden at have ligeså godt fast i topholdene. Nogle stiller det op som om hele 2021 forår var lort, men vi tabte kun 1 af de 9 forårskampe i grundspillet, og lavede point både i Herning, Parken og på Brøndby stadion. Det var i medaljespillet vi "faldt sammen", og vores trup havde for lidt kvalitet/bredde, også pga. skader, at vi slet ikke kunne køre sæsonen hjem, selvom vi selv sikrede vores 4.plads ved at slå både Randers og FCN og slå det fast.
Jeg synes pt Davids forsøg på at kunne spille den type fodbold kan koges ned til, at det der virker på papiret ikke virker på banen. Det er for let at gøre os ufarlige. Med for simple midler. Og så har vi mistet den defensive stabilitet som før lod os hjemtage en 0-0 eller 1-0 sejr selvom offensive ikke havde stor succes. Det handler for mig at se om, at truppen ikke er til det man vil, og at de andre hold får for nemt ved at spille imod det af den grund. Man kan ikke være et omstillingshold uden fart på kanterne, f.eks. Det vil jeg bare påstå er uladesiggørligt. Og selv hvis planen er at kunne presse højt, så er planen jo så at komme afsted et højere sted på banen. Dengang vi stod lavere kunne vi spille Ankersen/Bundu i bagrum. Det er væk nu med (især med Jon og Links). Ingen af de to modtager bolden i sprint, og skærer ind bag deres back-modstander og kører direkte mod mål som Bundu kan når spillet lægges op på det.
Og når vi så skal modtage bolden i fødderne, og drible forbi, så er det for let at lukke ned for. Ikke nødvendigvis for spilleren der skal drible. For Jon skal jo nok komme til sit indlæg eller afslutning. Men fordi det tager en evighed, så er angribere og 8'ere i boksen totalt dækket op nærmest hver gang.
Største chance i Vejle-kampen var da Bundu med sin fart fik smidt en bold indover til Jon, INDEN Jons modstander havde nået at dække ham op. Det kræver det gode løb, men kræver også fart i indlæg, og handling omkring indlægget. Væk er de chancer hvor PM bare skal løbe den i mål ved at være foran sin forsvarer. Det gjorde han jo ikke fordi han var hurtigere end dem. Men fordi han timede et løb godt, og ham der skulle finde ham havde FART i fødderne, sin aflevering og generelt hele aktionen. Det får man ikke med Jon.
Jeg ved ikke hvad en anden træner ville gøre med denne trup. Men jeg er da med på, at der kunne gøres noget andet.
Jeg er bare ikke 100% afklaret med, at det ikke skulle kunne lykkes for David og teamet at ramme noget der virker, såfremt vi går over til 3-mands forsvar, og uden de kanter til sommer. Vi spiller som mange har været inde på en slags ineffektivt hybrid-bold pt, som holder nogenlunde fast i de defensive strukturer som gør, at vi aldrig kommer helt ud i de vilde nederlag. Men det er i den grad også en hæmsko for offensiven. Det virkede i det sene efterår, men ikke nu. Man må have vurderet undervejs i foråret, at en ændring ville ødelægge mere end det gavnede, hvilket jo har vist sig at være forkert. Men beslutningen forstår jeg egentlig godt.